Anke Spoorendonk er formand for SSWs gruppe i Den slesvig-holstenske Landdag. Hun har været adjunkt på det danske gymnasium i Flensborg, Duborg Skolen, og er medlem af Landdagen siden 1996.
Fagområder
Som gruppeformand repræsenterer Anke Spoorendonk SSWs holdninger på alle politiske felter. I det daglige landdagsarbejde har hun især ansvaret for uddannelses- kultur- og europapolitikken.
Vigtigste politiske tiltag
Anke Spoorendonk har blandt andet sørget for, at delstaten Slesvig-Holsten i 2000 fik en lov om offentlighed i forvaltningen ("Informationsfreiheitsgesetz"). Denne lov giver i dag alle borgere mulighed for at søge om aktindsigt hos det offentlige. Dermed har SSW sørget for den vigtigste udvidelse af nærdemokratiet i de sidste årtier.
Anke Spoorendonk er også ophavskvinden for SSWs udkast til en ny skolelov, der skal bane vej for den udelte folkeskole i Slesvig-Holsten.
Privat
Som gruppeformand repræsenterer Anke Spoorendonk SSW i Landdagen og i hele Slesvig-Holsten.
De få fri timer tilbringer hun hjemme i Harreslev og på sin cykel. Når der er tid til det besøger Anke sine fem børnebørn, der bor hos sønnen Jonas i Vesterås (Sverige) og hos datteren Lise i Odense.
Navnet Spoorendonk er i øvrigt hollandsk. Ankes afdøde ægtefælle John Spoorendonks hollandske far blev gift med en dansk kvinde fra Harreslev. Familien boede i København, hvor Anke og John lærte hinanden at kende.
Vita
- Født den 21.09.1947 i Busdorf ved Slesvig, enkekvinde, to børn, seks børnebørn
- 1966 Studentereksamen ved Duborg-Skolen, Flensborg
- 1967-1976 Studier ved København Universitet i historie og tysk, cand. mag. i sommeren 1976
- 1977-1996 Ansat som lektor ved Duborg-Skolen, Flensborg
- 1990-1996 Kredsdagsmedlem for SSW i kredsen Slesvig-Flensborg, næstformand for SSW-gruppen, medlem af kulturudvalget
- Formand for SSW-lokalforeningen i Harreslev siden 1992. Medlem i SSWs amtsstyrelse for Flensborg amt. Medlem i SSWs landsstyrelse
- Medlem i den danske fagforening for gymnasielærere G-L
- Medlem af bestyrelserne for UC Syd og Rønshoved Højskole. Medlem af rådet for Fachhochschule Flensburg
- Medlem af regionalforsamlingen for Region Sønderjylland-Schleswig
- Siden 1996 medlem af Den slesvig-holstenske Landdag
- Medlem af bestyrelsen for Industrimuseum Kobbermølle